Dansk Kvindesamfund har henvendt sig til mig for at få et bidrag til deres abortdiskussion i denne måneds udgave af deres medlemsblad
Kvinden og Samfundet. Bladet kan findes
her og artiklen er på side 7.
Grundlæggende mener jeg ikke abort egentlig længere i Danmark er særlig relevant i forhold til ligestilling i Danmark. De næste vigtigere skridt handler mere om tolerance, roller og værdier, end rettigheder.
I et ligestillingsperspektiv er abortgrænsen kun interessant i forhold til handicappedes placering i samfundet. For nok er det muligt at teste for det ene og det andet handicap på endog meget små fostre, men jeg mener der er en væsentlig forskel på om man grundlæggende ønsker at være gravid og om man har overskud i sit liv til at give et handicappet barn en god og værdi opvækst.
I dag er det forholdsvis ukompliceret at få en sammenrådsbeslutning om abort efter 12. uge, hvis risikoen for handicap hos fosteret er meget højt. Behandlingen af sagen tager selvfølgelig lidt længere tid, men det skal i mineøjne også være en mere grundig overvejelse bag fravalget af et handicappet barn, end ved fravalget af børn over en bred kam.
Abort som automatreaktion pga. høj risiko for handicap hos fosteret ville være et skridt baglæns for tolerancen overfor handicap i vores samfund. At fosteret er handicappet betyder hverken at det ikke er et dejligt barn man får, eller at barnet får en ulykkelig barndom, men det kræver flere ressourcer i familien. Ressourcer som det kun er den enkelte der ved om de har. Hvis vi flytter abortgrænsen alene med det ene argument at det så vil være nemmere at opnå abort når man har opdaget evt. handicap signalere vi som samfund at handicappede har mindre ret til livet. En ret ubehagelig tanke efter min mening.
