Feminisme = Puritanisme?

De sidste to uger er der fra flere kanter kommet angreb på vor tids prominente feminister for at være sexforskrækkede og puritane. Det startede med udgivelsen af bogen "sidste nat i kødbyen" af Henrik List. Med den bog i hånden startede List og en 15-20 andre seksualinteressenter en ny forening for friere sex i starten af sidste uge.

Det billede denne gruppe tegner af de feministiske dele af venstrefløjen er forstemmende. Hvis hver en påstand er sand, har vi i Danmark at gøre med en venstrefløj, der tillader sig at docere, hvordan den rette feminine seksualitet er, hvilke stillinger og metoder, der er faux pas, og at mænd som udgangspunkt er vilde udyr, der konstant tvinger vilde og grænseoverskridende seksualroller ned over stakkels passive kvinder.

Jeg håber at nogen inden for de næste par dage vil afkræfte dette billede for mig. Ind til da...

Jeg er ikke i tvivl om der er smurt godt på. Hvis man går lidt provokerende til en hver feminist, vil man kunne få dem til at sige at porno altid er undertrykkende og skadende, og at unge mænd får et forkvaklet billede af, hvad unge kvinder vil have. Dette er selvfølgelig lidt bombastiske holdninger, i forhold til at vide hvad ALLE unge vil og ikke vil. Vejen frem må vel snarere være at opdrage de unge kvinder til at fortælle de unge mænd, hvad de vil have og omvendt, end at tro man kan dræbe pornoindustrien, ved at gøre det sværere tilgængeligt.

Vi kommer ingen vegne i ligestillingen, ved at indskrænke tolerancen. Hverken når det gælder åbenlyse problemstillinger, som kultursammenstød og diskrimination eller når det handler om det mere lukkede, inden for hjemmets 4 vægge.

Dog vil jeg ærligt slå en streg i sandet for frisindetheden. Jeg synes ikke, det er okay at lade folk træffe det "frie" valg at prostituere sig. Jeg har endnu til gode at møde eller høre om et eneste menneske i harmoni med sig selv, der vælger helt frit at sælge sin krop. Statistikken taler sit tydelige sprog: 95% prostituerede har været udsat for pædofili.

Sidst jeg hørte en personhistorie om en "lykkelig luder" viste det sig at hun var blevet voldtaget. Hun søgte ind i prostitutionen, for at tjekke om hendes "vare" stadig havde værdi. Igen og igen i de interviews der bliver afgivet af "lykkelige ludere", hører jeg en historie om lavt selvværd, hvor hovedpersonen mener, at det er hende der narer mændende, for det hun giver er jo ikke lige så meget værd, som det hun får betalt(!).

Disse historier virker ikke som om prostitution på nogen måde afspejler et gensidigt forhold. Det er historier om kvinder, der er blevet så tilpas krænkede at de udvikler noget der ligner et sygeligt mønster. At der så også er unge kvinder blandt højtuddannede der vælger at sælge sig selv, og at alle der prostituere sig ikke nødvendigvis er samfundets tabere, beviser intet. Der er incest og pædofili i alle samfundslag og dårligt selvværd og psykisk ubalance har ikke meget med social status at gøre. Vi kan ikke bare som samfund side med hænderne foldet i skødet og henvise til et frit liv, mens folk udviser selvdestruktiv adfærd. Måske mindre ansvarsbesvidste politikkere, men ikke på venstrefløjen.

Det er dog uheldigt at der tilsyneladende, hverken på den ene eller anden side af grænseskellet mellem "frisindede" og feminister, er nogen, der drager et skel mellem prostitution og resten af seksindustrien, så det kan høres højt og tydelig.

Lad os ikke servere legitimeringen af prostitution på et sølvfad, ved at sidestille det med blød porno og individuelle behov. Lad os hellere sætte alt på én hest, lade pornobutikkerne passe sig selv, sørge for grundig nedbrydning af tabuer i folkeskolen gennem ordentlig seksualundervisning og så fokusere på de steder, hvor der reelt er tale om et overgreb. Det andet er spild af tid og grænsende til det direkte skadelige for sagen.