Kvindernes internationale kampdag

Torsdag d. 8. marts 2007

Generalsekretær Ban Ki-Moon
Det er kvindernes internationale kampdag, og det kan mærkes.
Konferencesalen er allerede fuld en halv time før lederne af FN skal tale for de mange hundrede af regeringsrepræsentanter og Ngo’er. Kvinderne i salen bryder ud i spontane klapsalver da Generalsekretær Ban Ki-Moon, Præsident for generalforsamlingen Sheikha Haya Rashed Al Khalifa og formanden for sikkerhedsrådet træder ind i den store konferencesal. De startede med at vise en kort film, som i billeder og på forskellige sprog fortæller om den vold kvinder over hele verden oplever hver dag. Jeg måtte lige blinke og synke en ekstra gang – Det var en stærk film. Selvom det kan virke håbløst at udrydde al vold og diskrimination af pigebarnet, så er der ingen tvivl om at den nye generalsekretær vil gøre hvad der står i hans magt for at nå målet. Både han og præsidenten viste i deres taler, at de er varme tilhængere af reformen og skabelsen af en ny ”gender architecture” i FN – det er første skridt på vejen.

Fokus på mænd
I umiddelbar forlængelse kommer et nyt panel ind. Det er tydeligt at en vigtig nyskabelse på denne CSW er, at mændene skal inddrages i sikringen af kvinders ligestilling. Panelet består bl.a. af Præsidenten for Columbias senat (en kvinde), et medlem af ”white ribbon” – en mandeorganisation som startede i Canada efter en masskre på 14 kvinder blot fordi de var kvinder. En pastor som var medlem af ”100 black men” en amerikansk organisation for mænd som arbejder for respekt og lighed for kvinder. Han sagde ”we men, must be men enough to listen to women as equal” – egentligt lidt banalt – men pointen er at vende det hele på hovedet – Rigtige mænd er dem der behandler kvinder med respekt og ligeværd – ikke dem som har og bruger magt overfor kvinder.
Det var i det hele taget en meget rørende dag.

Man kan ikke være republikaner…
Jeg var senere, lidt ved en fejl, kommet til et oplæg om hvordan man opbygger kvindekommissioner i samarbejde med regeringen. Det blev afholdt af den amerikanske sammenslutning af kvindekommissioner, og det var ikke noget som hverken i KULU sammenhæng eller i mit arbejde havde den store relevans. Men det var en oplevelse. Det var lidt morsomt, at de i starten af arrangementet gjorde meget ud af at fortælle at de var politiske uafhængige, men efterhånden begyndte der at komme bemærkninger ud mellem sidebenene, og til sidst var de meget åbenlyse i deres kritik af republikanerne – ”you can’t fight for equality for women, and be republican at the same time”. En tilskuer endte med at holde en lang tale om hvordan Bush regeringen var skyld i nedskæringer i de midler som skulle gå til fattige HIV/AIDS smittede. På nuværende tidspunkt ser det heldigvis ud til, at der kommer en demokratisk præsident næste gang - det ville jo ikke gøre noget, hvis det også blev en kvinde!

Et nyt perspektiv

Onsdag d. 7. marts 2007

I nat måtte jeg sove med tøj på og min frakke oven på tæppet, fordi det var så koldt på mit værelse. Der er ikke noget at sige til, at de bruger så meget energi herovre – Vinduet kan ikke lukkes tæt, så kulden fiser lige ind, men så har man selvfølgeligt bare fyret op for radiatoren – det hjælper desværre ikke så forfærdeligt meget. Men man må også bare trække lidt på smilebåndet, og sætte sine problemer i perspektiv – Og perspektiv det får man - efter et par dage sammen med en masse fantastisk seje kvinder, som kæmper for deres medsøstre og for rettigheder vi i Danmark har haft i evigheder. Dermed ikke sagt, at ligestillingsproblemerne i DK ikke er vigtige, det er de.

Mikrolån
Jeg havde besluttet mig for at overvære en paneldebat om ”empowerment of women including microfinance”. Det var utroligt lærerigt, for der kom flere ”nye” aspekter på, som jeg ikke tidligere har hørt om i forbindelse med microfinance (små lån som ofte gives til kvinder i udviklingslandende, der gør dem selvforsørgende – egen definition, der kan være andre mere dækkende). For det første var det ikke kun en lang opremsning af fordelene microcredit, som det eller så ofte er. Der kom mange problemer frem i lyset – Kvinder som har mistet deres ko eller høns pga. natur katastrofer, og ikke har forsikring – ”the storm didn’t blow away the debt”- og så sidder de i en endnu værre situation end før de fik et mikrolån. Hele makro-delen kom også på, den synes jeg ofte bliver glemt i debatten. Det var også et issue at de små lån nok kan holde kvinderne (eller mændene) i live – men decideret udviklende er det næppe at få en enkelt ko. Der mangler mulighed for større lån, og mere industri hvis der skal gang i en reel udvikling. Hermed ikke sagt at mikrolån er en dårlig idé - det kan bare ikke stå alene.

Mødet med Taiwan
Jeg var jo blevet spurgt, om jeg ville tage til brown bag briefing med delegationen fra Taiwan på Tapai Economic and cultural office, så der måtte jeg hen efter frokost.
Inden jeg gik derfra, havde jeg besluttet mig for, at jeg må til Taiwan snart. Det er nogle dejlige mennesker, de er super imødekommende, næsten så man bliver overvældet, og ekstremt høflige. Vi var faktisk ikke så mange – to svenskere, en nordmand, en tjekke, en kroat og jeg selv, resten var taiwanere. Jeg var helt vild med deres måde at fortælle om ligestillingssituationen i Taiwan på. To unge piger, den ene gik stadig i ”folkeskole”, fortalte om deres oplevelser med barriere for kvinder. Det kræver altså en god portion mod, at give et så ærligt og umiddelbart billede – især når de vil gøre alt for at gøre et godt indtryk – Men det virkede i hvert tilfælde på mig.

Det var tydeligt at der stadig er en ringeagt for piger og kvinder i Taiwan – de er ikke ønskede om man vil. En fortalte at hun, til trods for at hun var det ældste barn, fik af vide, at det kun var hendes lillebror som kunne få en uddannelse. En anden mente at det var uddannelsessystemet som gjorde drenge klogere end piger, og en tredje kom til selskabet store fornøjelse til at sige, at det eneste med kvinder drengene interesserede sig for var deres ”but” ;o) Ambassadøren så noget beklemt ud ved den bemærkning. Da oplæg og diskussion var færdig, gjorde jeg meget ud af at fortælle dem, hvor opløftende det var, at de havde valgt at gøre det på den måde. De er ufatteligt elskværdige mennesker, og det var næsten ikke til at komme derfra igen, for de ville alle gerne tale med en. Det gjorde helt ondt at høre dem tale om FN, og hvor gerne de ville være med og, hvor svært det var bare for NGOer at få lov at deltage på aktiviteter i FN. Jeg blev desværre nødt til at gå, men fik udvekslet oplysninger med et par stykker, så der skal nok være mulighed for at udveksle flere erfaringer.

Resten af dagen gik med caucuses (se billede) som jeg også gerne ville fortælle mere om, men er simpelthen så træt – klokken er tolv om natten her - seks om morgenen hos jer - og jeg er stadig ramt af jetlag og tidsforskel.

Tusind tak for de rosende ord Isabella, jeg er rigtig glad for at bloggen bliver læst – og for den positive feedback på skrivestilen – den er jo lidt anderledes og dagbogs-agtig – men jeg håber at den kan nå en anden målgruppe end ”the usual suspects” i DSU ;o)

I må meget gerne kommentere eller stille spørgsmål – det gør man ved at trykke der, hvor der står ”0 svar”.

Handling i DSU Sønderborg

Jeg får løbende meldinger og henvendelser om lokale ligestillingsinitiativer i DSU. Her er ét jeg gerne vil udbrede kendskabet til, især på grund af kopierbarheden.

I DSU Sønderborg har man besluttet sig for at gøre noget for ligestillingen, både for diskussionen og i afdelingen.

For at udjævne den skævvridning de har fået i kønsfordelingen af aktive medlemmer i afdelingen, har de lavet en kampagne og en aktivitetskalender der appellerer specielt til piger.

Kampagnen foregår i morgen, som markering af kvindernes internationale kampdag (8. marts) for at gøre opmærksom på løngabet, der trods mange års kamp for ligestilling stadig findes mellem mænd og kvinder.

Indsatsen er først og fremmest på det lokale gymnasium og godkendelse er indhentet fra rektor. DSU Sønderborg har meget præcist formuleret målsætning for hvad de vil have ud af kampagnen, og jeg glæder mig til fortsat at følge med i, hvordan deres lokale handlingsplan for ligestilling i afdelingen går.

Held og lykke og god tur ”på gaden” i morgen, til Sønderborg herfra

Ligestillingsministeren i FN's generalforsamling

Tirsdag d. 6. marts 2007

Her er blevet ekstremt koldt i løbet af natten min. -10 grader, og på mit nye hotelværelse kan man ikke lukke vinduet helt – så det var en kold fornøjelse at vågne op til. På vejen til FN bygningen fik jeg mig en ordentlig is-hovedpine, skulle nok have taget en god strikhue med, men troede jo, at jeg skulle bo klods op ad hotellet.

Ministerens tale
I formiddag var jeg i FN’s generalforsamling og høre Eva Kjærs Hansens tale. Det gjorde hun faktisk udmærket, men jeg kan ikke undgå at synes, det er lidt hykleri. Alle ministrene står i generalforsamlingen og skamroser deres eget land – lige fra De forende arabiske emirater til Belarus og Danmark. Eva Kjær talte mest om kvindelige ledere – et område hvor DK ikke har særligt meget at prale af. Men hun formåede alligevel at nævne hvor godt det går, og at en undersøgelse hun har fået gennemført viser, at kvinder i ledelsen giver sorte tal på bundlinien – Det er da flot – men det ændre altså ikke ved det faktum, at kun omkring 4 % af de danske topledere er kvinder. Hun fik også nævnt reproduktive rettigheder, som er et hot emne i EU gruppen her på CSW. Jeg er glad for, at vi i DK ikke er bange for at manifestere vores synspunkt – selvom dele af EU er imod. Så alt i alt en god tale – et 9 tal med pil opad.

Dagens koordinationsmøde på FN missionen blev kort – Vi blev briefet om status for forhandlingerne om ”agreed conclusions” og diskuterede et forslag på HIV/AIDS.

Caucuses
Her til eftermiddag deltog jeg i tre caucuses, som er en slags Ngo-møder hvor der enten debatteres strategier eller specifikke politikområder. Det første handlede om at inddrage mænd og drenge i kvinders ligestilling – et rigtig godt initiativ.
Forskellige baggrunde skabte lidt vanskeligheder i starten – det er ikke så let at debattere når japaneren vil diskuterer barsel – én afrikaner vil tale om omskæring og en anden HIV/AIDS problematikken. Helt andre og klart meget veluddannede kvinder ville tale om diskurser og overordnet inddragelses strategier. Det endte med at blive super spændende alligevel – vi talte mest om generel inddragelse og om at mænd også lægger under for deres køn – også selv om de ikke opfattes som kønnede på samme måde som kvinder.

Jeg tror at fraværet af mænd i debatten skyldes fremmedgørelse – det bliver ofte opfattet som et angreb på mænd når kvinder debattere ligestilling, og det er et stort problem. Samtidigt er der en fejl opfattelse af ligestilling – det handler ikke om at tage magt fra mændene og give den til kvinderne. Overordnet set handler det om empowerment af begge køn. Det handler om at tage magten fra kønnet, så det ikke længere styre en – man får magten og kontroller over sig selv og behøver derfor ikke ligge under for kønsrollerne. Det er en længere diskussion, men jeg vil forsøge at følge emnet lidt, så jeg kan blive klogere på de forskellige problemstillinger.

Ved en fejl var jeg kommet på de afrikanske kvinders caucus. Jeg troede at det handlede om problemstillinger der særligt rammer afrikanske kvinder, men det var et internt møde om deres strategier – Det var noget af et antropologisk studie.

Det sidste caucus jeg var til, var et strategimøde for de europæiske Ngo’er. Der var en helt særlig stemning, og mødet blev ledt af en meget passioneret kvinde. VI diskuterede en fælles grænse for ægteskab på 18 år – USA er desværre meget imod, så det bliver nok svært at opnå. Herudover var der en række forslag som EU – Ngo’erne gerne vil have igennem bl.a. arveret for kvinder ramt af HIV eller AIDS, måling af proces og resultater af FN's ”agreed conclusions”samt ressourcer til at gennemføre. Der blev talt om Det var meget interessant at følge, og det var tydeligt at vi, de danske Ngo’er har det noget lettere end mange af de andre. Det er ikke så galt i EU – men det kan ikke være let at være ligestillingsforkæmper i Pakistan eller Somalia.

Vi gik ud og spiste på Baby Bo’s Cantina, en rigtig god mexicansk restaurant, hvor der var magaritha Happy hour ;o) Lis fra UM, Helle fra Kvinderådet, Kira fra Ligestillingsafdelingen hendes mor og moster og jeg selv havde en rigtig hyggelig aften.

1. dag på CSW

Mandag d. 5. marts 2007


Flyttedag
Min anden dag i New York, har været en anelse turbulent – Da jeg ankom søndag blev jeg som nævnt indkvarteret sammen med resten af den danske delegation, men pga. senere booking var det blevet for dyrt, så i dag er en del af tiden gået med at diskuterer med hotellet om regningen, skifte hotel og pakke ned og op igen. Jeg nåede da også lige at være skyld i et kæmpe skænderi mellem to taxa chauffører, da jeg skulle fra det ene hotel til det andet – Jeg blev en anelse rystet, men det er vel dagligdagen i New York.

Forhandlinger i FN bygningen
Dagen i dag startede ellers nogenlunde stille og roligt med at få adgangskort til FN bygningen. Derefter gik Helle Poulsen fra Kvinderådet og jeg hen i FN bygningens kantine og fik lidt morgenmad. Resten af formiddagen brugte jeg på at lytte til forhandlinger, og her mødte jeg Kira Appel som er rådgiver i Ligestillingsministeriet og repræsentere Danmark i mange af forhandlingerne. Forhandlingerne foregår på den måde, at Tyskland som har EU formandskabet repræsenterer hele EU i forhandlingerne. Repræsentanter fra de andre EU lande sidder så bagved og hjælper til med at holde styr på, hvor EU står i forhold til alle de spørgsmål som kommer op. EU’s holdning forhandles på plads på EU koordinationsmøderne hver morgen, men nogle gange kommer nye forslag til i løbet af forhandlingerne – så er det de medlemsstater der sidder sammen med Tyskerne der får deres dagsorden igennem. Det er en utroligt spændende proces at følge.
Et af de områder som der har været stor uenighed om på koordinationsmøderne er reproduktive rettigheder – herunder retten til abort. Polen, Irland og Malta står stejlt på at det ikke skal være en del af EU’s dagsorden eller ”positions” som det kaldes. Det er meget ærgerligt, da der er behov for et stærkt signal til bl.a. USA og de Afrikanske lande, hvor der er stærke kræfter både imod fri abort og brug af prævention.

Møde i den danske FN mission
Da jeg langt om længe var blevet indkvarteret på det nye hotel, skulle jeg skynde mig ned på den danske FN mission. Det daglige koordinationsmøde var lige gået i gang da jeg kom – havde lidt svært ved at finde det.
Lis Garval fra UM fortalte om nogle forhandlinger hun havde haft bl.a. om ”prenatal sex selection” (valg af børns køn – eks. i Kina hvor kvinderne får abort, hvis de ved at de skal have en pige pga. et barns politikken). Vi diskuterede desuden en et forslag fra Syd Afrika på vegne af Afrika gruppen om FGM (omskæring) – og vi fik mulighed for at komme med kommentarer/ændringsforslag. Man får altså virkelig indflydelse, hvis man vil. Jeg blev desuden bedt om at repræsentere den danske delegation ved en ”Brown bag briefing” med delegationen fra Taiwan onsdag, det skriver jeg mere om senere.

Reception hos WEDO
Da jeg forlod den danske FN mission var klokken over fire, og jeg havde ikke fået hverken vådt eller tørt siden morgenmaden. Jeg besluttede mig for at snuppe en sandwich på vejen tilbage til hotellet. Jeg skulle have været til et såkaldt Linkage Caucus kl. 17.00, men kunne desværre ikke nå det. Jeg tog i stedet til reception hos WEDO (Women’s enviroment and development organization). Her fik jeg hilst på en masse mennesker bl.a. en amerikansk universitets professor som kendte Drude Dahlerup - af alle mennesker ;o). Herudover et par af de ansatte hos WEDO, repræsentanter fra forskellige NGO organisationer og en vinhandler fra New York – Det var en broget flok.
Det er et utroligt spændende miljø og nogle interessante mennesker. Der er en form for behersket optimisme blandt dem – på den ene side ved de at FN er et ekstremt tungt organ, og en meget lille ændring tager måneder og år at få igennem. Samtidigt er FN den eneste mulighed de har, og der ER opnået resultater om end man ikke får noget forærende. Jeg synes det er stærk at de kæmper og bevare deres engagement, selvom det til tider kan se håbløst ud.

Nu vil jeg finde min seng, det bliver en lang dag i morgen. General sekretær i FN Ban Ki-Moon og ligestillingsminister Eva Kjær Hansen skal holde tale i Generalforsamlingen, så det bliver en spændende dag.

Ankomst til New York og møde med WIDE

Søndag d. 4. marts 2007

Surprise
Jeg ankom til Newark lufthavn kl. 15.15 lokal tid efter en 9 timer lang flyvetur. Da jeg skulle gå ombord på flyet, stødte jeg ind i folketingest socialudvalg. René Skau Björnsson, som er en af mine chefer, fik sig noget af en overraskelse, han vidste åbenbart ikke, at jeg også skulle til New York.

The big Apple
New York er en fantastisk by. Den overvælder en – man føler sig lille, men samtidig er det som om hele verden ligger åben foran en – Skyskraberne er store som bjerge, millioner har deres hjem eller arbejde her, men samtidigt er Manhattan ikke større, end at man kan gå fra den ene side af øen til den anden på under en time. Nu er New York jo meget mere end blot Manhattan – men her er absolut alt hvad hjertet begærer på den forholdsvis lille ø.

Møde med WIDE om FN reform
Jeg ankom til hotellet, som ligger et stenkast fra FN bygningen, og da jeg havde pakket ud, mødtes jeg med Gea som er Hollænder og ansat hos WIDE (network Women In development Europe). Gea satte mig ind i WIDE’s position i forhold til den forhåbentligt forestående reform af FN. Kritikken af den nuværende struktur går på, at der er rigtig meget snak og mange løfter i forhold til at sikre kvinders rettigheder og fremme kvinders ligestilling globalt, men der mangler opfølgning og konkret handling.

For få midler
Desuden kritiseres det, at der er alt for få midler til arbejdet. De tre organisationer der arbejder med kvinder/ligestilling/udvikling under FN (UNIFEM, OSAGI og DAW) får tilsammen kun $65 mio. til sammenligning får UNICEF $2 mia. Så selvom de gode intentioner er der når verdens ledere mødes og der samtidigt er bred enighed om at ligestilling er den bedste vej til udvikling – så bliver meget ved snakken.

Foren kræfterne
Efter verdenstopmødet i 2005 nedsatte Kofi Annan et panel, der skulle undersøge og komme med anbefalinger til, hvordan en sådan reform kunne se ud. En af deres anbefalinger var at lægge de tre ”kvinde” organisationer sammen til en. Det bakkes op af en lang række kvindeorganisationer (WIDE, WEDO mfl.) og Danmark er sammen med resten af Norden med til at bakke op. Desværre er ikke alle medlemslandende med på reformen, men der er stadig håb, og reformen er et af de emner som debatteres på dette års CSW.

Gea og jeg spiste aftensmad sammen i Little Italy, og det var et meget spændende og hyggeligt møde, hvor vi fik talt om lidt af hvert. Jeg var desværre meget træt - jetlag og den 6 timers tidsforskel, betød at uret i min krop viste 3.00 om natten. Vi aftalte at holde kontakten over e-mail og tog hver til sit.

Blog fra den 51. CSW session

Fra mandag d. 5. - fredag d. 9. marts skal jeg deltage i FN's kvindekommissions møde i New York. Det er KULU (Kvindernes U-Lands Udvalg), som har giver mig denne enestående mulighed for at opleve FN forhandlinger, om hvordan vi sikre kvinders rettigheder og muligheder i verden, på helt nært hold. Møder har desværre ikke den store medie bevågenhed - slet ikke i Danmark, og jeg vil derfor bruge vores blog til at skrive om de løbende resultaterne af forhandlingerne, parallel aktiviteter og alle de andre oplevelser jeg får i disse fem dage.

Med venlig hilsen
Dina Staal