Hvor er de unge mænd?

De sidste par dage har nyheden kørt i fleste landsdækkende medier: De unge kvinder skal skynde sig at få børn! Vi reproducere kun os selv, hvis man tæller indvandringen med og det er ikke gode nyheder i det nationalistiske Danmark.

Skylden bliver placeret mange steder. Det er den herskende singlekultur. Det er kvinderne der absolut vil gøre karriere først. Kvinderne gider ikke amme. De er for stressede til overhovedet at få børn. Men hvad med arbejdsmarkedets indretning, hvad med uddannelsessystemet? Hvad med den måde vi har indrettet vores samfund? Og hvad med de unge mænd.

Har de ikke indflydelse på hvornår kvinderne vælger at få børn. Når jeg ser mig omkring i min egen omgangskreds, ser på reallety-programmer, ser de stereotyper som sitcom's præsentere os for, ser jeg ikke en generation af unge kvinder, der selv vælger at udskyde projekt børn frivilligt. I kvinderollen i dag forventes en hvis længsel efter at få børn.

Til gengæld er der historier nok om unge mænd med præstationsangst, bindingsangst, peterpansyndrom og ansvarsangst. Faktisk så mange at det er blevet helt legalt i vores samfund, at en mand jo bare er en dreng og det er da helt naturligt han ikke er klar, før han har rundet de 30. Kvinden derimod skal skamme sig, hvis ikke hun overhovedet har overvejet børn, når hun er 25. Tak for kaffe.

Det tager to til tango, så måske man skulle overveje de unge mænds rolle i forplantningen også. Det kunne jo være de faktisk havde en indflydelse på undfangelsen af næste generation.