Mandag d. 5. marts 2007
Flyttedag
Min anden dag i New York, har været en anelse turbulent – Da jeg ankom søndag blev jeg som nævnt indkvarteret sammen med resten af den danske delegation, men pga. senere booking var det blevet for dyrt, så i dag er en del af tiden gået med at diskuterer med hotellet om regningen, skifte hotel og pakke ned og op igen. Jeg nåede da også lige at være skyld i et kæmpe skænderi mellem to taxa chauffører, da jeg skulle fra det ene hotel til det andet – Jeg blev en anelse rystet, men det er vel dagligdagen i New York.
Forhandlinger i FN bygningen
Dagen i dag startede ellers nogenlunde stille og roligt med at få adgangskort til FN bygningen. Derefter gik Helle Poulsen fra Kvinderådet og jeg hen i FN bygningens kantine og fik lidt morgenmad. Resten af formiddagen brugte jeg på at lytte til forhandlinger, og her mødte jeg Kira Appel som er rådgiver i Ligestillingsministeriet og repræsentere Danmark i mange af forhandlingerne. Forhandlingerne foregår på den måde, at Tyskland som har EU formandskabet repræsenterer hele EU i forhandlingerne. Repræsentanter fra de andre EU lande sidder så bagved og hjælper til med at holde styr på, hvor EU står i forhold til alle de spørgsmål som kommer op. EU’s holdning forhandles på plads på EU koordinationsmøderne hver morgen, men nogle gange kommer nye forslag til i løbet af forhandlingerne – så er det de medlemsstater der sidder sammen med Tyskerne der får deres dagsorden igennem. Det er en utroligt spændende proces at følge.
Et af de områder som der har været stor uenighed om på koordinationsmøderne er reproduktive rettigheder – herunder retten til abort. Polen, Irland og Malta står stejlt på at det ikke skal være en del af EU’s dagsorden eller ”positions” som det kaldes. Det er meget ærgerligt, da der er behov for et stærkt signal til bl.a. USA og de Afrikanske lande, hvor der er stærke kræfter både imod fri abort og brug af prævention.
Møde i den danske FN mission
Da jeg langt om længe var blevet indkvarteret på det nye hotel, skulle jeg skynde mig ned på den danske FN mission. Det daglige koordinationsmøde var lige gået i gang da jeg kom – havde lidt svært ved at finde det.
Lis Garval fra UM fortalte om nogle forhandlinger hun havde haft bl.a. om ”prenatal sex selection” (valg af børns køn – eks. i Kina hvor kvinderne får abort, hvis de ved at de skal have en pige pga. et barns politikken). Vi diskuterede desuden en et forslag fra Syd Afrika på vegne af Afrika gruppen om FGM (omskæring) – og vi fik mulighed for at komme med kommentarer/ændringsforslag. Man får altså virkelig indflydelse, hvis man vil. Jeg blev desuden bedt om at repræsentere den danske delegation ved en ”Brown bag briefing” med delegationen fra Taiwan onsdag, det skriver jeg mere om senere.
Reception hos WEDO
Da jeg forlod den danske FN mission var klokken over fire, og jeg havde ikke fået hverken vådt eller tørt siden morgenmaden. Jeg besluttede mig for at snuppe en sandwich på vejen tilbage til hotellet. Jeg skulle have været til et såkaldt Linkage Caucus kl. 17.00, men kunne desværre ikke nå det. Jeg tog i stedet til reception hos WEDO (Women’s enviroment and development organization). Her fik jeg hilst på en masse mennesker bl.a. en amerikansk universitets professor som kendte Drude Dahlerup - af alle mennesker ;o). Herudover et par af de ansatte hos WEDO, repræsentanter fra forskellige NGO organisationer og en vinhandler fra New York – Det var en broget flok.
Det er et utroligt spændende miljø og nogle interessante mennesker. Der er en form for behersket optimisme blandt dem – på den ene side ved de at FN er et ekstremt tungt organ, og en meget lille ændring tager måneder og år at få igennem. Samtidigt er FN den eneste mulighed de har, og der ER opnået resultater om end man ikke får noget forærende. Jeg synes det er stærk at de kæmper og bevare deres engagement, selvom det til tider kan se håbløst ud.
Nu vil jeg finde min seng, det bliver en lang dag i morgen. General sekretær i FN Ban Ki-Moon og ligestillingsminister Eva Kjær Hansen skal holde tale i Generalforsamlingen, så det bliver en spændende dag.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment