Kvindernes internationale kampdag

Torsdag d. 8. marts 2007

Generalsekretær Ban Ki-Moon
Det er kvindernes internationale kampdag, og det kan mærkes.
Konferencesalen er allerede fuld en halv time før lederne af FN skal tale for de mange hundrede af regeringsrepræsentanter og Ngo’er. Kvinderne i salen bryder ud i spontane klapsalver da Generalsekretær Ban Ki-Moon, Præsident for generalforsamlingen Sheikha Haya Rashed Al Khalifa og formanden for sikkerhedsrådet træder ind i den store konferencesal. De startede med at vise en kort film, som i billeder og på forskellige sprog fortæller om den vold kvinder over hele verden oplever hver dag. Jeg måtte lige blinke og synke en ekstra gang – Det var en stærk film. Selvom det kan virke håbløst at udrydde al vold og diskrimination af pigebarnet, så er der ingen tvivl om at den nye generalsekretær vil gøre hvad der står i hans magt for at nå målet. Både han og præsidenten viste i deres taler, at de er varme tilhængere af reformen og skabelsen af en ny ”gender architecture” i FN – det er første skridt på vejen.

Fokus på mænd
I umiddelbar forlængelse kommer et nyt panel ind. Det er tydeligt at en vigtig nyskabelse på denne CSW er, at mændene skal inddrages i sikringen af kvinders ligestilling. Panelet består bl.a. af Præsidenten for Columbias senat (en kvinde), et medlem af ”white ribbon” – en mandeorganisation som startede i Canada efter en masskre på 14 kvinder blot fordi de var kvinder. En pastor som var medlem af ”100 black men” en amerikansk organisation for mænd som arbejder for respekt og lighed for kvinder. Han sagde ”we men, must be men enough to listen to women as equal” – egentligt lidt banalt – men pointen er at vende det hele på hovedet – Rigtige mænd er dem der behandler kvinder med respekt og ligeværd – ikke dem som har og bruger magt overfor kvinder.
Det var i det hele taget en meget rørende dag.

Man kan ikke være republikaner…
Jeg var senere, lidt ved en fejl, kommet til et oplæg om hvordan man opbygger kvindekommissioner i samarbejde med regeringen. Det blev afholdt af den amerikanske sammenslutning af kvindekommissioner, og det var ikke noget som hverken i KULU sammenhæng eller i mit arbejde havde den store relevans. Men det var en oplevelse. Det var lidt morsomt, at de i starten af arrangementet gjorde meget ud af at fortælle at de var politiske uafhængige, men efterhånden begyndte der at komme bemærkninger ud mellem sidebenene, og til sidst var de meget åbenlyse i deres kritik af republikanerne – ”you can’t fight for equality for women, and be republican at the same time”. En tilskuer endte med at holde en lang tale om hvordan Bush regeringen var skyld i nedskæringer i de midler som skulle gå til fattige HIV/AIDS smittede. På nuværende tidspunkt ser det heldigvis ud til, at der kommer en demokratisk præsident næste gang - det ville jo ikke gøre noget, hvis det også blev en kvinde!