Danmark er et ligestillings U-land

Hvis der skulle være nogen der stadig var i tvivl om ligestillingsdiskussionen stadig er relevant i DK kan man bare læse denne artikkel

Selv lande der har kæmpe problemer med sexturisme klarer sig bedre end vi i Danmark, når det kommer til kvinder i front.

Sidst i artiklen bliver diskussionen om kvoter igen taget op.
Jeg mener, der er en grundlæggende forskel i forudsætningerne for at diskutere kvoter mellem erhvervslivet og det politiske system. For selv om erhvervslivet bevæger sig mere og mere i den retning, vil de kriterier, man bliver valgt ud fra i det politiske system, altid være mere omsiggribende i ens privatliv.

Man vælger ikke kun en politikere ud fra uddannelse og erfaring. Valget handler om hele identiteten. Er kandidaten jordbunden, idealistisk, akademisk, folkelig? Er kandidaten familiemenneske, logikker, troværdig? Har de kontakt med vælgerens hverdag, hvad er deres civile status? Har de børn, kan de lide deres nabo eller tror de det værste om fremmede? Derfor vil det kulturelt være at gøre identiteten "kvinde" til et handikap, at vælge positiv særbehandling. "Kvinder" fremstår troværdige som politikere, hvis de har brug for særregler til at vinde folkets gunst.

I det private erhvervsliv derimod, er kvalifikationerne nemmere at sammenligne, uden at trække hele privatlivet med ind i overvejelsen. Derfor bør det ikke gøre en forskel i vurderingen af den bedst egnede kandidat at personen er kvinde. Kulturen er i høj grad taget ud af valgsituationen og derfor mener jeg ikke at kvotering ville være nær så skadelig på bestyrelsesposter. Man kan ikke så tvivl om en kvinde der er uddannet til sit job og har lige så meget erfaring som en hver anden skulle være dårligere kvalificeret fordi hun er valgt på baggrund af et kvotesystem.

Jeg er ikke selv sikker på om det er en ubetinget god idé, eller om man også her vil få tomme resultater uden reel kulturændring, men jeg er åben for at følge projekterne i Norge og Sverige.

Det bliver først rigtig interessant at se, hvordan det så går når man engang ophæver kvoterne. Vil rollemodellerne og forgangskvinderne bærer en kulturændring med sig, der gør at mændene holder op med kun at vælge hinanden? Vil kvinderne lave samme manøvre og ikke pege på yngre mænd? Eller vil det virkelig åbne op for at man ikke skæver til køn under ansættelser/konstitueringer.

Jeg er overbevist om at opmærksomheden på, og stigmatiseringen af kønnene som væsentligt forskellige fra hinanden, ikke bliver mindre af at man kvoterer. Faren er at kvotering stigmatiserer mere end det integrerer.

1 comment:

Dina Staal said...

Eurostats nye rapport åbner op for en længe ventet debat om, hvordan vi sikre ligestilling i det private erhvervsliv. Det er pinligt at vi ligger og roder rundt nede blandt Malta og Cypern når det drejer sig om andelen af kvindelige ledere i erhvervslivet. Vi er gået fra at være foregangsland til at ligge nr. sjok - Det er skandaløst! Ikke mindst under den borgerlige regering er det gået ned af bakke, men man kan da håbe, at rapporten giver dem stof til eftertanke.

Maja starter en rigtig spændende debat om kvoter, som jeg selv har nogle interessante perspektiver på.

Jeg er selv tilhænger af kvoter som redskab til at opnå ligestilling, og køber ikke helt Majas distinktion mellem kvoter i politik og i erhvervsliv.

Hun skriver at der ved valg til politiske poster inddrages overvejelser om meget andet end kvalifikationer, det er jeg for så vidt enig i. Det er blot en væsentlig pointe, at der aldrig har været tale om at man vil indføre kvoter for hvem menigmand stemmer på. Og hvorfor skulle man også det? Ved de valg hvor det er menige partimedlemmer eller den danske befolkning der stemmer er ligestillingsproblemet nærmest ikke eksisterende – Det ser vi til folketingsvalgene, hvor en meget stor andel af de opstillede kvinder bliver valgt, en del med nogle af de allerhøjeste stemmetal. At vores egen formand blev valgt af de menige partimedlemmer er ligeledes et eksempel på at kønsbarrieren er brudt.

Problemet opstår når det ikke er ”objektive kriterier” der afgør, hvem som skal have posten. Når det sker ved udpegelse, eller som så ofte i politiske organisationer ved forhandling mellem fløje. Så er netværk altafgørende – og det er her kvinderne kommer til kort. Jeg skal undlade min analyse af hvorfor kvinder ”taber” i netværksspillet og blot konstatere, at mænd oftest netværker med mænd og kvinder oftest netværker med kvinder. Derfor er det i politik som i det private erhvervsliv sådan, at Rip, Rap, Rup effekten slår igennem – Hvor der er en overvægt af mænd blandt beslutningstagerne vil der oftest blive valgt en mand – til bestyrelsen, som leder, som formand, som kandidat osv. Det samme ville sandsynligvis være tilfældet hvis kvinderne sad med ”kortene på hånden”.

Derfor er jeg tilhænger af kvoter på de områder, hvor kvinder i er underrepræsenterede. I særdeleshed når det drejer sig om bestyrelser og lignende, hvor der primært rekrutteres fra de nærmeste netværk, og det derfor er nærmest umuligt for kvinder at komme ind, hvis ikke der er kvinder i forvejen.