Ikke kun et kvindeproblem

Ny dansk undersøgelse viser at prostitution blandt drenge mellem 15 og 24 år er et stort problem. Problemet rammer socialt skævt og 4 ud af 5 af de prostituerede kommer fra barske miljøer.

Historien kan læses her på avisen.dk og bliver kort sammenfattet af dr.dk her.

Den mandlige prostitution synes ud fra artiklerne at have mere pædofil karakter. Denne personhistorie minder mig om de mange historier, der er dukket op i løbet af de sidste 8 år, om unge piger der prostituerer sig over internettet for penge, mærkevare, smykker og mobiltelefoner.

Jeg finder det svært at tro, at der findes flere mandlig prostituerede i Danmark end kvindelige, når man tager alle minoriteter og aldersgrupper med, men man bør da tage seriøst at flere danske drenge end danske piger prostituerer sig i ung alder. Det mest interessante er i virkeligheden, hvorfor de unge drenge gør det oftere, og hvor længe det har forholdt sig sådan. Tidsperspektivet kan man kun gisne om, da det som beskrevet i artiklerne, er en meget skjult form for prostitution.

Grunden beskrives i artiklerne simpelt som afhængighed af penge, men det virker ufuldstændigt, for det forklarer ikke hvorfor det især er unge drenge. Hvad er det i vores samfund, der får drengene til at sælge sig selv? Er det manglende tolerance fra samfundets side omkring homoseksualitet (noget kunne tyde på det i ovennævnte artikel)? Er det et særligt krav, kun drenge skal leve op til om højt forbrug, der kræver mange penge? Er årsagen overhovedet kønsspecifik, eller er det en reaktion på misbrug i barndommen?

Problemstillingen er ret ny, og derfor er der ikke meget viden på området, men når hidtidige undersøgelser viser at 95% af alle prostituerede har været ofre for seksuelt misbrug som børn, er denne tanke nærliggende.

No comments: