Ligestillingsnetværket i KongresDSUeren

I anledning af udsigt til en afstemning om kriminaliseringen af kunden handler det meste af KongresDSUeren om netop det. Her er mit indlæg i dets fulde længde:

Nu er det tid til at tage ansvar for alle

At socialdemokraterne er et velfærdsparti kan ingen efterhånden være i tvivl om. For en gang skyld er det vores retorik journalisterne bidder på, og der er efterhånden ingen respektabel journalist, der ikke har brugt vendingen: ``Vil du have velfærd eller skattelettelser?´´ i et interview.

De borgerlige menneskerettigheder har altid været minimum af retfærdighed i vores bevægelses værdisæt, helt fra starten. Derfor undrer det mig at vi tillader grov og nedværdigende udnyttelse af mennesker, født frie og lige i Danmark.

At udnytte et andet menneske seksuelt er i Danmark lige så lovligt, som at købe basser hos bageren om søndagen. Hvis man bare husker at spørge pænt og betale før man forlader gerningsstedet, kan man fortsætte ufortrødent. Kvit og frit.

I Sverige har de gjort det. Her er det ikke længere lovligt at betale et andet menneske for seksuelle ydelser. Kunderne er blevet kriminaliserede og familiefædre såvel som voldspsykopater kan nu ikke længere udnytte andre menneskers krop. Politiet har fået et håndgribeligt redskab til at bekæmpe såvel menneskehandel, som alfonseri. Alle burde være glade og tage ved lære, men sådan blev det ikke.

Da Information offentliggjorde en artikel om en svensk rapport, der beskæftigede sig med reglernes konsekvenser, var det eneste vi i Danmark hørte om, hvor meget værre miljøet for de prostituerede var. Man skulle nærlæse meget for at finde rapportens anden store konklusion. Der er væsentligt færre prostituerede. Der er en væsentlig lavere tilgang af unge svenske piger, der vælger denne ulykkelige levefærd. Der er væsentligt færre familiefædre der vælger at udnytte en anden persons ulykkelige vilkår til egen tilfredsstillelse. Loven virker.

Jovist, er miljøet blevet hårdere, men jeg tror ikke man skal gøre sig forestillinger om at livet som prostitueret i Sverige i forvejen var en dans på roser. Nu er der i det mindste færre ulykkelige skæbner, der finder det her som en udvej for deres problemer.

Ind til den dag, jeg hører et flertal af historier, om kvinder der har valgt at prostituere sig uden hverken vold, seksuelle krænkelser eller misbrug i baggrunden, begynder jeg måske at overveje at prostitution, kan være noget de selv har valgt. Prostitution, hvor frivillig den end bliver sminket, er og bliver en selvdestruktiv handling, på linje med misbrug, anoreksi og selvmord. Ingen af disse er selvfortjente eller ønskværdige skæbner. Ingen af de andre handlinger lader vi folk fortsætte med, uden hjælp til at komme ud af det.

Hvis vi mener velfærd for alle i det danske samfund, må vi også få de mest basale rettigheder gennemført i samfundets bund. I et civilt samfund som det danske demokrati kan det ikke passe at man uden kvaler kan købe andre. Og det kan slet ikke passe at vi som Socialdemokrater ikke har tænkt os at gøre noget ved det.

No comments: