Der var en række socialdemokrater der var oppe og slå på tromme for en ordentlig afstandtagen fra handel med kvinder. DSUs styrrelse bakkede også op og her er hvad Lea Wermelin sagde for klogt om emnet:
Kære kongres
Der findes mange myter om kvinder i prostitution – vi kender alle historien om den lykkelige luder, og vi må også slås med påstanden om, at prostitution er verdens ældste erhverv, og der derfor ikke er noget at gøre. Men det er myter og påstande, der hører fortiden til.
Kvinder i prostitution er nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund - de udsættes dagligt for overgreb, vold, og voldtægt. Selvom slaveriet officielt blev ophævet i 1800-tallet, er mennesker altså stadig en handelsvare, og antallet af prostituerede har i de seneste år i Danmark været eksplosivt stigende. De udenlandske kvinder udgør i dag ca. halvdelen af de prostituerede i Danmark, og alene i Europa importeres der hvert år en halv mio. kvinder og børn til sexindustrien. Menneskehandel er blevet den tredje største sorte økonomi!
Det er meget positivt at se, at partiet har taget dagsordenen om menneskehandel og trafficking op, og har fået en forlængelse af beskyttelsestilbuddet igennem. Men det er en klar falliterklæring for vores velfærdssamfund, at vi overhovedet tillader, at det er lovligt at misbruge en kvinde seksuelt – uanset om hun offer for menneskehandel eller ej.
En kriminalisering af prostitutionskunder vil reducere antallet af mænd, der går til prostituerede, og man vil kunne begrænse antallet af kvinder, som hver dag udsættes for overgreb, vold og voldtægt.
Lovgivning og den officielle holdning til prostitution har stor betydning for omfanget af køb af sex, fordi der med kriminaliseringen af kunderne dels følger en straf for brud på loven, men i endnu højere grad fordi lovgivning er med til at sætte grænserne for, hvad der er socialt acceptabelt. En kriminalisering af sexkunderne ville være et vigtigt signal om, at vi på ingen måde accepterer seksuel udnyttelse af kvinder.
I DSU har vi siden 2003 ment, at Danmark skulle kriminalisere sexkunderne. Men det er ikke en politik vi er alene om. Sverige forbød køb af sex i 1999. Norge er fulgt efter. Og også 3F’s formand opfordrer os socialdemokrater til her i weekenden at følge de andre nordiske landes eksempel.
Kritikere trækker godt nok Sveriges erfaringer ind som et argument imod kriminalisering af prostitutionskunder, fordi miljøet er blevet hårdere. Men miljøet som prostitueret er allerede i dag umenneskeligt, og erfaringerne fra Sverige viser, at der er langt færre prostituerede i dag i forhold til tidligere.
Erfaringerne betyder derfor ikke, at vi skal lade være med at kriminalisere kunderne, men derimod, at et forbud mod sexkøb ikke kan stå alene. Lovindgrebet skal følges op af socialpolitiske tiltag, rettet mod såvel de prostituerede som mod kunderne.
Det kan ikke undre, at de borgerlige partier mener, at prostitution er en naturlig del af det frie marked, hvor man jo bare kan sige ja eller nej. Men vi bør ændre vores politik, så vi ikke længere accepterer prostitution på lige vilkår med alle andre erhverv, men derimod går forrest i kampen mod udnyttelse af kvinder.
Tak for ordet.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment